han, «der ligger høi sne oppe paa alpen, og endnu sneer det, saa Peter neppe kan komme frem. Et lidet ting som du, Heidi, vilde strax blive sneet ned, ganske bedækket af sneen og ikke mere til at finde. Vent lidt, til det fryser paa, da kan du spadsere saa pent hen over skaren.»
I førftningen var Heidi bedrøvet over udsættelsen; men dagene var nu saa optagne af arbeide, at den ene forløb hurtig efter den anden.
Hver morgen og hver eftermiddag gik hun nu i skole i landsbyen og lærte med iver, hvad der var at lære. Peter saa hun næsten aldrig i skolen – han udeblev næsten bestandig. Læreren var en mild og overbærende mand, der blot af og til sagde: «Det lader til, at Peter heller ikke kommer idag – han har dog godt af at komme i skole; men der ligger vel saa megen sne deroppe, at der ikke er fremkommeligt for ham.» Men imod aften, naar skoletiden var forbi, aflagde Peter sædvanlig et besøg hos Heidi.
Efter nogle dages forløb viste solen sig atter og kastede sine straaler hen over den hvide sne; men den gik tidlig igjen ned bagved bjergene, som syntes den flet ikke saa godt om at se nedover nu som om som meren, naar alt var grønt og blomstrende. Men om aftenen kom maanen frem saa klar og stor og lyste hele natten over de store snemarker, og om morgenen glinsede og straalede den hele alpe fra øverst til nederst som var den af krystal. Da Peter ligesom dagen forud vilde springe ud af vinduet i den dybe sne, gik det ham anderledes, end han havde ventet. Han satte i et sprang, men istedetfor at komme ned i blød sne, faldt han om paa den haarde skare og for et godt stykke ned af fjeldet som en herreløs kjælke. Meget forundret kom han tilsidst igjen paa benene,
