han op og løb tilbage til det sted, hvor han før havde staaet, og nu strakte han begge sine hænder flade ud i luften til tegn paa, at det med de knyttede hænder ikke mere skulde regnes, og saaledes blev han staaende en god stund, indtil han følte, at sagen nu var jevnet. Derpaa satte han i store sprang tilbage til skræppen, og nu, da hans samvittighed var lettet, kunde han med inderlig glæde fortære sit usædvanlig lækre mid- dagsmaaltid.
Doktoren og Heidi havde længe vandret om og snakket meget sammen; dog tilsidst fandt han, at det var paatide for ham at vende tilbage, men troede, at hun vilde blive længer hos sine gjeder. Dette faldt imidlertid slet ikke Heidi ind; thi saa maatte jo dok toren mutters alene gaa ned over hele alpen; til bedstefars hytte vilde hun følge ham og saa endnu et stykke nedover. Hun gik bestandig haand i haand med sin gode ven og havde hele vei endnu nok at for tælle ham og steder at vise ham, hvor gjederne helst vilde græsse, og hvor der om sommeren var fuldt af de smukkeste blomster. Hun vidste nu navnene paa dem alle; thi det havde bedstefaderen om sommeren lært hende, saavidt han kjendte dem. Men tilsidst sagde doktoren, at nu maatte han gaa tilbage. De tog afsked med hinanden, og doktoren gik ned af bjer get; dog vendte han sig flere gange om, og han saa da, at Heidi endnu blev staaende paa samme sted, seende efter ham og vinkende med haanden. Det samme havde ogsaa hans egen, kjære lille datter gjort, naar han gik hjemmefra.
Det var en klar, solvarm høstmaaned. Hver morgen kom doktoren op paa alpen, og saa gik det videre høiere op. Ofte drog han ud med Alpe-Øhi paa de høieste fjelde, hvor n graner stod og nik-
