saa vilde han gjerne gaa lidt omkring oppe paa alpen og stige noget høiere op. Heidi syntes, at naar han ikke var sulten, brød hun sig heller ikke om at spise; hun vilde ogsaa blot drikke melk og bagefter føre dok toren om og høit op over de store mosbegroede klip per, hvor Guldfinke engang nær var styrtet ned, og hvor alle de vellugtende urter voxede. Hun løb hen til Peter og sagde ham, at de ingen mad vilde have; men at han først maatte komme hen til doktoren med en skaal melk af Schwänli og saa med en til hende.
Peter betragtede hende først en stund med den høieste forundring, og derpaa spurgte han: «Men hvem skal saa have det, som er i skræppen?» «Det kan du have; men først maa du lade os faa melken og det snart,» svarede Heidi
Saa hurtig havde Peter aldrig i sit liv udført nogen gjerning, som han udførte denne; thi han saa bestandig nisteskræppen for sig, men vidste jo ikke rige tig besked om maden i den, som nu var hans. Saa snart han havde melket og bragt melken hen til de siddende, aabnede han skræppen og kigede ned i den. Da han fik øie paa det deilige stykke kjød, blev den hele Peter greben af en saadan glæde, at han endnu engang maatte kige ned for at forvisse sig om, at det rigtig var sandt; derpaa for han med haanden ned i skræppen for at tage frem denne lækkerbidsken, dog pludselig trak han atter haanden til sig, som om han ikke vovede at gjøre det. Det var nemlig faldet ham ind, at han saa nylig havde staaet med knyttede hæn der bagved herren og truet ad ham, og nu havde samme herre skjænket ham sit hele deilige middagsmaaltid. Peter angrede nu, hvad han havde gjort, og det var ham, som kunde han derfor ikke have rigtig godt af det, han havde faaet. Dog medet sprang
