Han, som kan stormen binde
Og bryde bolgen blaa,
Han skal og veien finde,
Hvorpaa din fod kan gaa.
Han skal vel mellemstunder
Fratage dig sin trøst,
Det lader som han blunder
Og hører ei din røst
Hvor høit den ogsaa lyder
Fra dødsens dybe vand,
Som han sig ikke bryder
Om dig den mindste grand.
Skal Taarer da udøses
Og er dit Hjerte krænkt,
Det sker, min sjæl, du løses
Den tid, du mindst har tænkt.
Da grønnes hjerteblade,
Den sne, som tidnes bort
Har ei den mindste skade
Guds fagre blomster gjort.»
Heidi holdt pludselig inde, hun var ikke vis paa, om doktoren ogsaa hørte paa hende; thi han sad saa ubevægelig og havde bedækket øinene med sin haand. Hun tænkte, at han maaske var falden isøvn; skulde han, naar han vaagnede, have lyst til at høre de andre vers, vilde hun oplæse dem. Nu blev alt ganske stille. Doktoren talte ikke; men han sov alligevel ikke. Han tænkte sig tilbage i en længst forløben tid og stod som en liden gut ved sin moders stol; hun havde slynget sin arm om hans hals og fremsagde for ham den salme, som han nu hørte af Heidi, og som han
