mener du da, han maatte gjøre for at kunne glæde sig over alt det vakre?»
«Aa!» raabte Heidi glad, «her er man aldrig trist, det er man bare i Frankfurt!»
Der er fløi et smil over doktorens ansigt; men det forsvandt snart. «Men om nu den, der kom herop, bragte alt det triste med sig fra Frankfurt, ved du da ogsaa noget, som kunde hjælpe ham, Heidi?»
«Man maa bare sige det altsammen til den kjære Gud, naar man slet ikke mere ved, hvordan man skal bære sig ad,» svarede Heidi med fuld overbevisning.
«Ja, det var rigtignok en god tanke, barn,» sagde doktoren; «men naar nu netop det kommer fra ham selv, som gjør os saa inderlig sørgmodige og ulykke lige hvad kan man da sige til den kjære Gud?»
Heidi maatte alvorlig studere paa, hvad der da skulde gjøres; men hun var jar sikker paa, at man i alle sorger kunde faa hjælp hos den kjære Gud, Hun søgte at finde svaret i, hvad hun selv havde oplevet.
«Da maa man vente», sagde hun om en stund med ftor sikterhed, «og saa bare tænke – nu ved den kjære Gud alt noget rigtig glædeligt, som han vil lade komme efter det andet – vi maa bare endnu en liden stund være stille og ikke løbe bort. Og saa kommer det medet saa, at vi tydelig kan se, at den kjære Gud hele tiden bare havde noget godt isinde; men for det, at vi før ikke kan se det, men bare det frygtelig sør gelige, saa tror vi, det altid vil blive saa.»
«Det er en skjøn tro, den maa du holde fast ved, Heidi», sagde doktoren. En stund betragtede han taus de mægtige fjelde ligeoverfor og den grønne solbeskinnede dal under dem, derpaa vedblev han: «Ser du, Heidi, der kunde en sidde her, som havde en mørk skygge for øinene, saa han aldeles ikke lan
