om de rare indfald, de havde, om blomsterne oppe paa fjeldet og om fuglene, at tiden uformærket forløb, og de ganske uventet befandt sig oppe paa græsgangen. Medens de gik opover, havde Peter ofte tilkastet dok toren blik, som kunde have skræmt ham, havde han feet dem, men heldigvis gjorde han det ikke.
Saasnart de var komne op, førte Heidi sin gode ven strax hen til det sted, som hun var saa glad i, og hvor pleiede at sætte sig og se sig om, og doktoren satte sig ned ved hendes side paa den jolbe lyste grønne slette.
Det var en yndig høstdag, solen skinte saa klart over fjeldene og den vide grønne dal. Fra de lavere alper lød hjordernes klokker saa vakkert og fredeligt op til dem. Paa det store snefjeld histover blinkede og straalede det gyldne solskin, og det graa Falkniss hævede sit klippetaarn høit og majestætisk op imod den mørkeblaa himmel. Morgenvinden blæste sagte og behagelig hen over alpen og bevægede kun langsomt de sidste blaa klokkeblomster, der endnu var igjen af det rige sommerflor, og nu velbehagelig bevægede sine hoveder i det varme solskin. Oppe i luften fløi den store ørn om i vide kredse; men den skreg ikke idag – med udbredte vinger svævede den rolig om. Heidi saa sig om til alle sider. De nikkende blomster, den blaa himmel, det muntre solskin, fuglen i luften, alt var saa vakkert, saa vakkert. Hendes vine straalede af glæde, og hun kastede et blik hen til doktoren for at se, om han ogsaa rigtig saa alt det vakre. Dok toren havde hidtil siddet stille og tankefuld seet sig om; men da han nu modte barnets glædestraalende vine sagde han:
Ja, Heidi, det kan være vakkert her; men kom her nu et menneske, som var rigtig trist tilmode, hvad
