«Ja, nu maa jeg fortælle dig noget, der vil gjøre dig ondt, ligesom det har gjort mig ondt,» sva rede doktoren. «Jeg kommer alene, Heidi; Klara har været meget syg og kunde ikke reise, og derfor kommer heller ikke bedstemama; men til vaaren, naar dagene blive varme og lange, saa komme de ganske sikkert.»
Heidi blev overraffet staaende; hun kunde slet ikke fatte dette, at alt, som hun saa sikkert havde ventet, nu slet ikke skulde ske. Ubevægelig, forvirret blev hun en stund staaende, medens doktoren taus betragtede hende. Medet kom hun til at tænke paa, hvorfor hun var løbet nedover, og at doktoren jo var kommen; da hun nu saa op til ham, syntes hun, han saa saa trist ud, saadan som han aldrig havde seet ud i Frank furt, og det gjorde hende saa ondt; hun kunde ikke taale at se nogen bedrøvet, og nu tilned den snille doktor. Det var vel, fordi Klara og bedstemama ikke kunde følge med, og hun tænkte strax paa, hvorledes hun skulde trøste ham.
«Aa ja, det varer vist ikke saa længe, før det igjen bliver vaar, og da komme de jo sikkert», trøstede hun. «Da kan de jo ogsaa blive meget længere, og det vil Klara vist helft – men nu faar vi se at komme op til bedstefar» Haand i haand med den gode ven vandrede hun nu op til hytten; det var Heidi saa meget om at gjøre atter at faa doktoren fornøiet, at hun endnu en gang forsøgte at overbevise ham om, at det aldrig varede saa længe paa alpen, før de lange varme sommerdage kom igjen, man mær kede det neppe. Og Heidi blev selv saa overbevist ved sin trøst, saa at hun, da de var komne op, ganske for nøiet tilraabte bedstefaderen:
«De er endnu ikke komne; men det varer slet ikke saa længe, saa komme de ogsaa!»
