han var bange for, at noget var tilstødt barnet. Men saa saa han hende springe nedover, idet hun raabte høit: «De kommer, de kommer! Og doktoren er forrest!»
Heidi styrtede imod sin gamle rn der hilsende rakte hænderne imod hende. Da hun havde naaet ham, greb hun kjærlig hans udstrakte hænder og raabte hjerteglad: «Goddag, doktor! Jeg takker endnu en gang tusinde gange!»
«Gud velsigne dig, barn! Men hvad er det, du takker for?» spurgte doktoren venlig smilende.
«Fordi jeg atter kom hjem til bedstefar,» svarede eidi.
Det var som et lysskjær for hen over doktorens ansigt. Han havde ikke ventet en saadan modtagelse paa alpen; fordybet i tanker, følende sig saa ene var han gaaet op af fjeldet uden engang at have seet, hvor smukt der var omkring ham, og hvorledes det blev endnu smukkere, jo høiere han kom op. Han troede neppe, at den lille pige vilde kjende ham igjen; hun havde jo ikke seet stort til ham, og han forekom sig som en, der kun bragte en skuffelse og som ikke blev velkommen, fordi han ikke medbragte de ventede venner. Istedet derfor saa han nu, hvorledes glæden lyste ud af Heidis ansigt, medens hun opsyldt af tak nemmelighed og kjærlighed vedblev at holde fast paa sin gode vens hænder.
Med faderlig ømhed saa doktoren ned paa hende. «Kom nu, Heidi,» sagde han derpaa venlig, «og før mig til din bedstefader og vis mig, hvor du bor.»
Men Heidi blev endnu staaende og saa forundret nedover fjeldet.
«Hvor er Klara og bedstemama?» spurgte hun derpaa.
