i værelset, pakkede hun det ind i skabet. Tilsidst hen tede hun en fille, krøb op paa en stol og gned med fillen saa længe paa bordet, indtil det var ganske blankt. Naar saa bedstefaderen kom ind, saa han sig tilfreds omkring og kunde da sige: «Hos os er det altid, som om det var søndag; det har da havt sin nytte, at Heidi har været ude blandt fremmede.»
Ogsaa idag havde hun, efter at Peter var gaaet, og hun havde spist frokost med bedstefader, taget fat paa dette sit arbeide; men det var vanskeligt at blive færdig dermed, for det var saa deiligt derude, at der hvert øieblik hændte noget, som forstyrrede hende. Først kom der en solstraale saa lystig farende ind igjennem det aabne vindu, og det var akkurat som den raabte: «Kom herud, Heidi, kom herud!» Da kunde hun ikke længer blive inde, men løb ud. Der laa hytten ganske omgivet af det mest straalende sol skin, og det straalede og skinte paa alle fjeldene fjernt og nær, og jorden hist henne ved skraaningen saa saa tør og gylden ud, at en maatte ile derhen og sætte sig ned for at se sig om. Da huskede hun med et paa, at krakken endnu stod midt i hytten, og at bordet endnu ikke var pudset efter frokosten.
Hun skyndte sig hurtig ind; men det varede ikke længe, før hun hørte det suse op bruse saa stærkt i granerne, at det for igjennem hende, og hun maatte atter ud for at hoppe lidt med, naar alle grenene deroppe svingede sig frem og tilbage. Bedstefaderen havde imidlertid holdt paa med forskjellige arbeider i skuret, men traadte af og til frem i døren og saa smilende paa alle Heidis hop. Han var netop gaaet ind igjen, da Heidi medet raabte høit:
«Bedstefar! Bedstefar! Kom, kom!»
Han traadte hurtig ganske forskrækket ud igjen;
