Rosenrøde skyer trak hen over himmelen, der blev mere og mere blaa, og over bjergene og græsgangene ligeoverfor udbredte den et ia en skjær; thi solen steg netop op over de høie fjelde.
a, hvor vakkert, hvor vakkert! Godmorgen, bedstefar!» raabte Heidi, idet hun sprang hen til ham
Saa du allerede har faaet øinene op?» sagde bedstefaderen og rakte hende haanden.
Nu løb Heidi hen under granerne og hoppede af glæde over larmen deroppe imellem de bølgende grene; og ved ethvert nyt vindstød og susen i trætoppene jublede hun af glæde og gjorde endnu høiere hop.
Imidlertid var bedstefaderen gaaet til stalden og havde melket Schwänli og Bärli, saa havde han vasket og pyntet dem begge til og bragte dem derpaa ud. Da Heidi saa sine venner, kom hun springende, tog dem begge om halsen og hilste dem kjærlig, og dyrene brægede fornøiet og gned sig ind til hende, ja, kappedes om at vise hende sin kjærlig hed, saa at de næsten trykkede hende fordærvet imel lem sig. Heidi var dog ikke bange derfor, og da den livlige Bärli trykkede sit hoved altfor voldsomt ind til hende, sagde hun: «Nei, Biårli, du stanger jo som den store Tyrk», og øieblikkelig trak Bärli sit hoved tilbage og opførte sig siden passende. Ogsaa Schwäenli havde hævet sit hoved iveiret med en for nem bevægelse, saa at man tydelig kunde se, at den tænkte: «Det skal sandelig ingen sige om mig, at jeg opfører mig som Tyrk.» Thi den snehvide Schwänli var endnu lidt fornemmere end den brune Bärli.
Nu hørte man Peters pibe lyde nedenfra, og snart kom alle gjederne springende, føran den flinke Guldfinke med høie hop. Snart var Heidi igjen midt iblandt dem og blev af stormende hilsener skudt baade
