havde samlet sammen; thi Heidi skulde finde mange overraskelser, der vilde glæde hende inderlig. Endelig var arbeidet endt, og en anselig pakke laa reisefærdig paa gulvet. Frøken Rottenmeier saa ned paa den, fordybet i betragtninger over kunsten at pakke ind. Klara paa sin side saa paa pakken med glad forvent- ning; thi hnn saa i tankerne Heidi for sig, hvorledes hun af overraskelse sprang høit iveiret og jublede, naar den uhyre pakke kom til hende.
Sebastian traadte nu ind, greb med stærk haand pakken og svang den op paa skulderen for stray at bringe den hen til doktorens hus.
Kapitel II.
Over bjergene glødede morgenrøden, og en frisk morgenvind susede igjennem granerne og bragte de gamle grene til at fare frem og tilbage. Heidi opslog sine øine, lyden havde vækket hende; denne susen og brusen virkede altid stærkt paa hende og trak hende med magt ud under granerne. Hun sprang op fra sit leie, og skyndte sig at klæde sig ordentlig paa; thi Hun vidste nu godt, at man altid maatte være ren og ordentlig.
Hun sprang hurtig ned af stigen, og da bedste- faderens leie allerede var tomt, skyndte hun sig ud. Den gamle stod udenfor døren og betragtede himme- len paa alle kanter, som han hver morgen pleiede at gjøre for at se, hvorledes veiret den dag vilde blive.
