efter bedste inbfigt førge for hende. Saa har jeg ogsaa min ret til vor Heidi og kan haabe, at hun, naar jeg bliver gammel, bliver i min nærhed og pleier mig – hun skal træde i barns sted hos mig, saa kan vi uden bekymring efterlade hende, naar vi engang kaldes bort, De og jeg.»
Øhi trykkede længe doktorens haand, men sagde ikke et ord, dog hans gode ven kunde i den gamles øine læse den rørelse og inderlige glæde, som hans ord havde vakt.
Imidlertid sad Heidi og Peter hos bedstemoder, og den første havde saa travelt med at fortælle og den anden med at høre, at de begge neppe kunde trække veiret og i sin iver stedse trængte nærmere ind paa den lykkelige bedstemoder.
Og hvor meget var der ikke at fortælle hende om alt det, der var hændet den hele sommer; thi man havde jo været saa lidet sammen i den tid.
Af de tre saa stedse den ene lykkeligere ud end den anden, over at de atter var sammen og over alle de mærkelige hændelser; men nu saa mor Brigittes ansigt næsten allerl lhkkeligst ud, da hun ved Heidis hjælp for i gang fik en klar og ordentlig beret ning om den saa stadig omtalte tiøre.
Tilsidst sagde bedstemoder:
«Heidi, læs en lov- og takkesalme for mig. Det synes mig, som kan jeg ikke nok og prise og takke prph fader for alt, hvad han har gjort imod os.»
