„Nei, vil man høre, saa ved De allerede, at jeg reiser, Sebastian?" sagde doktoren venlig. Sebastian maatte hoste lidt.
„Jeg er jeg har jeg ved nu selv ikke rig- tigio, jo, nu husker jeg det. Jeg gik tilfældig- vis igjennem spisestuen, da hørte jeg den lille mam- sels navn blive nævnet, og hvordan dette nu gik til eller ei, saa kom den ene tanke efter den anden - og saaja, paa den maade " "rat
"Ja, ja", sagde doktoren smilende, og jo flere tanker en har, jo mere faar man vide; farvel Sebastian - hilsenen skal blive frembragt."
Doktoren vilde nu gaa rast igjennem den aabne gadedør, men stødte paa en hindring. Den stærke vind havde forhindret frøken Rottenmeier i at gaa saa langt, som hun havde tænkt, og hun var netop vendt om og vilde gaa ind af den aabne dør. Det store tørklæde, som hun havde indhyllet sig i, havde vinden saaledes taget fat i og blæst op, at det var som et udspændt seil. Doktoren veg øieblikkelig til- bage; men imod ham havde froken Rottenmeier altid vist sig særdeles artig og forekommende, og saaledes trak ogsaa hun sig med udsøgt høflighed tilbage, og en stund stud de begge venlig smilende stille for at gjøre plads for hinanden. Men saa kom der et saa heftigt vindstød, at frøken Rottenmeier paa engang med fulde seil fløi imod doktoren. Han kom dog alligevel tilside; men frøkenen fløt et godt stykke forbi ham, saa at hun atter maatte vende om for med anstand at hilse paa husets ven. Hendes vold- somme indtræden havde forstemt hende noget; men doktoren havde en maade at tage hende paa, der snart bragte hende i godt humør. Han meddelte hende sin reiseplan og bad hende paa den mest indtagende maade
