maaltid foran alpehytten, og sad og talte om mange forskjellige ting, medens Sesemann med et glædestraa- lende ansigt betragtede sin datter, greb denne hans haand og sagde med et liv, som man aldrig før havde seet hos den matte Klara:
,,D, papa, naar du blot vidste alt, hvad bedstefar har gjort for mig - saa meget hver dag, at man iffe engang kan opregne det; men jeg vil ikke glemme det, saa længe jeg lever. Jeg tænker bestandig paa, hvilken glæde det vilde være, naar jeg igjen kunde gjøre noget for ham, den kjære gamle, eller give ham noget, der blot kunde staffe ham halv saa megen glæde, som han har skaffet mig."
Det er jo ogsaa mit høieste ønske, kjære barn," svarede faderen. Jeg studerer stadig paa, hvorledes vi paa nogen maade skal kunne give vor velgjører et ringe bevis paa vor taknemmelighed.“
Sesemann reiste sig nu op og gik hen til Øhi, der sad ved siden af bedstemama og snakkede ivrig med hende. Han reiste sig nu ogsaa. Sesemann greb hans haand og sagde varmt og inderlig:
,,Min kjære ven, De vil forstaa det, naar jeg figer Dem, at jeg i mange aar iffe har kjendt nogen rigtig glæde; thi hvad hjalp vel penge og gods, naar jeg saa paa mit stakkels barn, som jeg med al min rigdom ikke kunde gjøre frisk og lykkelig. Næst den fjære Gud har De gjort mit barn frisk og derved baade stjænket hende og mig et nyt liv. Sig mig nu, hvorved jeg kan vise Dem min taknemmelighed? Gjengjelde Dem, hvad De har gjort for os, kan jeg aldrig; men hvad jeg formaar, vil jeg saa gjerne gjøre. Tal, min ven, hvad kan jeg gjøre?"
Shi havde stille hørt paa ham, og med et til- freds smil betragtet den lykkelige fader.
