Tankefuld blev Peter staaende; thi han over- veiede, hvilken af disse to ting var bedst at faa, men kunde ikke komme paa det rene dermed. Medet fik han imidlertid en lys tanke han kunde da betænke sig indtil næste marked.
Lad mig faa 10 øre," sagde han nu. Sus Bedstemama smilede en smule.
„Det er ikke formeget forlangt. Kom hen til mig." Og hun tog sin pung frem og udtog af den 5 blanke kroner og lagde endnu to tiører til.
„Nu vil vi strax gjøre en beregning," vedblev hun. Hør nu. Her har du netop lige saa mange tiører, som der er uger i aaret, saaledes kan du hele aaret igjennem hver søndag tage frem og bruge en tiøre."
Dalle mine levedage?" spurgte Peter naiv.
Men nu maatte bedstemama le saa hjertelig, at de to mænd afbrød sin samtale for at høre, hvad der gik for sig.
Bedstemama vedblev at le.
„Det skal du have, gut det skal indføres i mit testament hører du, min søn? og siden gaa over i dit. Hør: Gjedepeter skal, saa længe han lever, hver uge have 10 øre." Sesemann nikkede bifaldende og lo ogsaa hjertelig.
Peter betragtede endnu engang gaven i sin haand, for at se, om det ogsaa virkelig var sandt; derpaa ud- brød han: „Gud ske tak!"
Og nu løb han derfra i ganske usædvanlige sprang, men holdt sig dog denne gang paa benene; thi nu ja= gede ikke skrækken ham afsted, men derimod en glæde, Som Peter aldrig før i sit liv havde kjendt. Al angest og stræk var forsvunden, og hver eneste uge kunde han alle sine levedage vente at faa 10 øre.
Da selskabet senere havde endt sit muntre middags-
