det altid leve i angest og skræk, og har slet ingen glæde mer. Har du ikke ogsaa følt noget cann Peter, netop nu?»
Peter nikkede ganske sønderknust; men som forstod han dette saa godt, da det netop var saaledes, det var gaaet ham.
«Og i en anden henseende har du ogsaa forreg net dig,» vedblev bedstemama. «Se, hvorledes det onde, du gjorde, udfaldt til det bedste for den, som du vilde tilføie det. Fordi Klara ingen stol mere havde, som hun kunde rulles frem paa, og alligevel havde saadan stor lyst til at se de smukke blomster, anstrengte hun i saa høi grad for at gaa, og lærte sig saaledes til det, at det nu gaar bedre og bedre – og bliver hun her en stund til, saa kan hun tilsidst hver dag gaa op paa græsgangen, meget oftere end hun kunde kommet derop i sin stol. Ser du nu, Peter, saaledes kan den gode Gud hurtig vende den ting til det bedste, som var bestemt til at skade, og den, der har gjort det onde, bliver den eneste lidende. Har du nu rigtig forstaaet alt, hvad jeg har sagt, Peter? Saa tænk paa det, og hver gang du igjen har lyst til at giøre noget ondt, saa tænk paa vogteren der inde, paa hvorledes du vil pines og ængstes – vil du det?»
«Ja, det vil jeg,» svarede Peter, endnu meget urolig; thi han vidste jo ikke, hvorledes dette vilde ende, da politibetjenten fremdeles stod derhenne ved i
«Se saa, det er godt, nu er sagen afgjort,» sagde bedstemama. «Men du skal imidlertid ogsaa have en erindring om Frankfurterne, noget, du kan glæde dig over; sig mig, min gut, har du aldrig ønsket dig no get, og hvad var det? Hvad vil du helst have?»
