dødbleg og med rædsel malet paa fit anfigt traadte han frem bag granerne.
«Skynd dig, og vær ikke undselig,» sagde bedste mama i en opmuntrende tone. «Sig mig nu, gut, er det dig, der har gjort det?»
Peter hævede ikke sine øine, og saa ikke, hvad bedstemama pegede paa. Han havde feet, at Øhi stod ved hjørnet af hytten og fæstede sine graa gjennem trængende øine paa ham, og ved hans side stod det skrækkeligste, Peter vidste, politibetjenten fra Frankfurt. Skjælvende og bævende «alle lemmer fremstødte Peter en lyd, det var et ,
«Men hvad surtteiig er der ved det?» spurgte bedstemama.
«Deter–deter–atdenerfrahverandre– og ikke mere kan gjøres istand,» udstødte Peter ende lig med stort besvær, medens hans ben nu skjælvede saaledes, at han neppe formaaede at staa opreist. Bedstemama gik hen til Øhi og spurgte ham i en del tagende tone: «Sig mig, er den stakkels gut virkelig ikke rigtig klog?» «Jovist er han klog,» forsikrede hi; «men sagen er, at han var vinden, der jagede tukien væk, og nu venter han sin velfortjente traf.
Dette kunde bedstemama nu slet ikke tro, da hun ikke syntes, at Peter saa saa ondskabsfuld ud, og til med havde han dog ingen grund havt til at ødelægge den saa nødvendige rullestol. Guttens tilstaaelse var for Øhi kun en bekræftelse paa en mistanke, som strax fra begyndelsen af var opstaaet hos ham; thi han havde bemærket de vrede blik, som Peter fra først af tilkastede Klara, og havde tillige seet andre tegn paa hans forbitrelse over den nyankomnes ophold paa alpen. Han lagde det ene til det andet, og saa fandt
