Sesemann blev en stund staaende stille og lod den kjølige alpevind omvifte sin hede pande. Nu saa han en komme løbende nedover. Det var Peter med tele i meke han løb ligefrem, ligened og ikke paa fodstien, hvor Sesemann stod. Saafnart gutten imidlertid var nær nok, vinkede Sesemann paa ham. Sky og nølende nærmede Peter sig paa siden, ikke ligefrem, det var, som kunde han blot ihi den ene fod afsted og maatte slæbe den anden efter sig.
«Naa, gut, skynd dig!» raabte Sesemann i en opmuntrende tone.
«Sig mig engang,» vedblev han, «kommer jeg paa denne vei op til hytten, hvor den gamle mand med barnet Heidi bor, hos hvem der nu er nogle folk fra Frankfurt?»
En dump lyd, frembragt ved den frygteligste angest, var svaret, og saa hurtig og tankeløs for Peter afsted nedover, at han styrtede paa hovedet og rullede videre og videre, ganske saaledes som rullestolen havde gjort; men heldidvis gik Peter ikke istykker, saaledes som det gik med stolen.
Kun telegrammet, som han skulde bringe frem, blev slemt tilredet og revet i stykker.
«En mærkværdig frygtsom fjeldbeboer,» sagde
Sesemann hen for sig; thi han troede ikke andet, end at det var synet af en fremmed, der havde gjort et saa stærkt ildicyt paa alpens simple søn.
Efter at han endnu en stund havde seet paa Peters hurtige nedfart i dalen, fortsatte Sesemann atter sin vei.
Trods alle anstrængelser kunde gutten slet ikke stanse, men rullede stedse videre, idet hans fart af og li un painekuirge skyld lod ham gjøre en forunderlig
