sin og gif, under vedvarende glade udraab over saa ledes at kunne vandre om med barnet, hen til bæn ken. Her slap hun Klara og greb begge gamle Øhis ænder.
«Min kjære Øhi! Min kjære Øhi! Hvor megen tak skylde vi Dem ikke. Det er Deres verk! Det er Deres omsorg og pleie –»
«Og vor Herreguds solskin og alpeluft,» afbrød Øhi hende smilende.
«Ja, og Schwänlis extra gode melk visselig ogsaal!» raabte Klara. «Bedstemama, du skulde bare vide, hvormegen gjedemelk jeg kan drikke, og hvor deilig den er.»
«Ja, det kan jeg se paa dine kinder, Klara,» sagde bedstemama leende: «Nei, du er ikke til at kjende igjen, rund og bred som du er bleven, saadan troede jeg aldrig, du vilde blive, og stor er du, Klara! Nei, er dette virkelig muligt? Jeg kan ikke se nof paa dig! Men nu maa jeg ogsaa strax tele grasere til min søn i Paris; han maa strax komme. Jeg vil ikke sige ham hvorfor – det vil blive den største glæde i hans liv. Min kjære Øhi, hvorledes f jeg faa det ordnet, De har vel alt sendt mændene ort?
«Ja, de er borte; men hvis det er fruen om at gjøre, saa kan gutten, der gjeter gjederne, gaa med bud, han har tid dertil.»
Bedstemama kunde ikke være rolig, før hun fik sendt et telegram til sin søn; thi hun syntes, han saa hurtig som muligt maatte underrettes om denne glæde lige begivenhed.
Øhi gik nu lidt tilside, og her udstødte han igjen nem sine fingre en saa gjennemtrængende piben, at det gjenlød høit oppe i fjeldet – saa langt borte
