det vilde være for deres ven, hvis han foretog denne reise.
Taarerne kom virkelig og svømmede i de blaa vine, hvor stor umage Klara end gjorde sig for at forhindre det, da hun vidste, at hendes fader saa nodig vilde se hende græde. Men det var dog saa tungt - den hele sommer havde reisen til Heidi været den eneste glæde, hun havde feet hen til i de lange, en- somme timer, hun havde gjennemlevet. Hun vidste imidlertid ogsaa godt, at faderen kun negtede hende, hvad hun vilde have ondt af, og derfor trængte hun taarerne tilbage og greb den eneste trøst, som frem- holdtes for hende.
,,, kjære doktor", sagde hun bønlig,,,reis ende- lig til Heidi og kom tilbage og fortæl mig alt om, hvorledes det er deroppe, om hvad Heidi tager sig til, om bedstefar, Peter og gjederne - jeg kjender dem jo alle saa godt. Og saa tager De jo med det, jeg vilde sende Heidi; jeg har udtænkt det altsammen, og ogsaa noget til bedstemor. Kjære, kjære doktor, reis endelig! Saa skal jeg imidlertid tage saameget tran, som De vil have mig til."
Om det var dette løfte, som gjorde udslaget, er ikke godt at vide; men det saa næsten saaledes ud; thi doktoren smilede og sagde: „Ja, da maa jeg vel tage afsted; thi da bliver du jo tyk og fed, som din fader og jeg vil have dig. Og naar skal jeg reise, har du kanske ogsaa bestemt det?"
,,Helst imorgen tidlig," svarede Klara.
„Ja, hun har ret," faldt faderen her ind;,,nu skinner solen, himlen er blaa, og der er ingen tid at spilde; enhver saadan dag er et tab, naar du ikke kan nyde den paa alpen."
Doktoren maatte le: "I næste øieblik vil du
