nedenfra, netop saaledes som hun havde ventet. Foran gik føreren, saa kom den hvide hest, som bedstemama sad paa, og tilsidst kom bæreren med den store pakke; thi uden en del reisetøi drog bedstemama aldrig op paa alpen.
Nærmere og nærmere kom toget. Nu var det kommet op paa høiden, og bedstemama fik øie paa smaapigerne.
«Men hvad betyder det? Hvad ser jeg, Klara, du sidder jo ikke i din stol? Hvorledes gaa det til!» raabte hun forskrækket og steg hurtig af hesten. Men før hun imidlertid var naaet hen til børnene, slog hun hænderne sammen og raabte i den høieste for bauselse:
«Klara – er det muligt – er det virkelig dig? Du har jo røde fyldige finder, barn, du er jo neppe til at gjenkjende!» Hun vilde nu ile imod Klara; men ubemærket var Heidi gledet ned af bænken, Klara havde hurtig støttet sig til hendes skulder, og begge børnene vandrede afsted og tog sig i mag en liden spadseretur. Bedstemama var pludselig bleven staaende stille, greben af skræk, hun vidste ikke, hvad det var for optøier, Heidi fandt paa.
Men hvad saa hun – kunde hun tro sine øine! rank og sikkert gik Klara afsted ved siden af Heidi, nu vendte de om og kom tilbage, begge med straalende ansigter og rosenrøde kinder.
Nu styrtede bedstemama imod dem og trykkede leende og grædende Klara i sine arme, derpaa Heidi og saa igjen Klara. Den gamle dame kunde af glæde ikke fremføre et ord.
Paa engang faldt hendes blik paa Øhi, der stod henne ved bænken og med et glad smilende ansigt saa over paa de tre. Bedstemama tog Klaras arm i
