varmt takke den gode Gud for den store lykke, han har sendt, at du nu kan gaa.»
«Ja, ganske vist, Heidi, det har du ret i, og jeg er saa glad over, at du huskede mig paa det – af bare glæde havde jeg næsten glemt det.»
Nu bad børnene og takkede Gud, hver paa sin vis, for det store gode, han havde skjænket den saa længe syge Klara.
Den næste morgen mente bedstefader, at man gjerne kunde skrive til bedstemama og spørge, om hun ikke nu vilde komme op paa alpen, da her var noget nyt at se. Men børnene havde lagt en anden plan; de vilde berede bedstemama en stor overraskelse. Først skulde Klara øve sig bedre i at gaa, saa at hun kunde spadsere et stykke, alene støttet paa Heidi, og fremfor alt maatte bedstemama itke have den ringeste anelse om, hvordan det stod til. Nu holdt man raad med bedstefader om, hvor lang tid der endnu vilde med gaa, og da han mente en otte dages tid, saa fik bedstemama i det næste brev en indtrængende opfor dring til at komme derop om en uge – om at hun skulde faa se noget nyt, blev der intet sagt
De dage, der nu fulgte, var de herligste, som Klara endnu havde tilbragt paa alpen; hver morgen vaagnede hun op med den glade tanke: «Jeg er frisk! Jeg er frisk! Jeg behøver ikke mere at sidde i navi en, men kan gaa omkring som andre mennesker."
Saa vandredes der da om, og for hver dag gik det lettere og bedre, og vandringerne blev stedse læn gere. Bevægelsen skaffede hende ogsaa en saa god appe tit, at bedstefader hver dag maatte skjære mere smørre brød, som han med velbehag saa forsvinde. Han bragte ogsaa altid en stor krukke fuld af skummende
