«Har du ikke hele dagen idag maatte tænke paa, hvor godt det alligevel er, at den gode Gud ikke føier os, naar vi blive ved at bede saa svært om noget; men han ved noget, som er langt, langt bedre?»
«Hvorfor siger du nu medet dette, Heidi?» spurgte ara«
Fordi jeg i Frankfurt bad saa meget om, at jeg strax kunde faa gaa hjem igjen, og fordi jeg al drig kunde det, tænkte jeg, at Gud ikke havde hørt mig. Men ved du hvad, hvis jeg saa fort var løbet bort, saa var du aldrig kommen her og var ikke bleven frisk paa alpen.»
Klara var bleven ganske tankefuld. «Men, Heidi,» begyndte hun nu igjen, «da maatte vi jo aldrig bede om noget, fordi den gode Gud altid havde noget bedre isinde end det, vi vidste at bede ham om.»
«Nei, nei, Klara, det kunde jo ikke gaa an,» vedblev Heidi. «Hver dag maa man bede til den gode Gud om alle, alle ting; thi han maa jo høre, at vi ikke har glemt, at det er fra ham, vi faa alt, og glemme vi den gode Gud, saa glemmer han ogsaa os, det har bedstemama sagt. en ved du, naar vi saa ikke faa det, som vi gjerne vil have, da maa vi ikke tro, at den kjære Gud ikke har hørt os, og ganske ophøre at bede; men da maa vi bede saa dan: Nu ved jeg allerede, kjære Gud, at du har noget bedre isinde, og nu vil jeg bare glæde mig over, at du vil gjøre det saa godt.»
«Hvordan er du kommen til at tænke paa alt saa dant, Heidi?» spurgte Klara.
«Bedstemama har først forklaret det for mig, og saa er det ogsaa hændt, og saa har jeg vidst det. Men jeg mener ogsaa, Klara,» vedblev Heidi, idet hun satte sig op i sengen, «at idag maa vi rigtignok
