og da han var kommen hen til Klara, sagde han glad smilende:
Saa har du vovet dig til at gaa da? Nu har vi ogsaa vundet seier."
Derpaa reiste han Klara op fra jorden, slog den venstre arm om hende og rakte hende den høire haand, for at hun kunde støtte sin haand paa den, og med den faste rygstøtte, hun nu havde, vandrede Klara langt sifrere og mindre ængstelig afsted, end hun før havde gjort.
Heidi sprang hoppende og jublende ved siden af hende, og den gamle bedstefader saa ud, som om der var mødt ham en stor lykke. Medet tog han alligevel Klara op paa armen, idet han sagde:
,,Vi maa ikke gjøre for meget af det, og det er ogsaa tid til at gaa hjemover." Han begav sig ogsaa stray paa veien; thi han vidste, at Klara havde for idag havt nok af anstrængelser og trængte til ro.
Da Peter om aftenen kom ned til landsbyen med sine gjeder, stod der en hel del folk sammen i en klynge, og den ene stødte den anden tilside for bedre at komme til at se, hvad der laa paa jorden midt imellem dem. Dette maatte da Peter ogsaa se, og han trykkede, trængte og borede sig saa længe frem, snart til høire og snart til venstre, indtil han naaede frem til stedet, og hvad saa han der? Paa græsset laa det midterste stykke af rullestolen, hvortil der endnu hang noget af ryggen, og det røde betræk og de skin- nende gule stifter vidnede endnu om, hvor prægtig stolen hande seet ud, da den var i fuld stand.
Jeg saa den, da den blev trukket derop." sagde bageren, som stod ved siden af Peter, og jeg skal gjerne vædde om, at den var mindst sine 300 fr.
værd. Jeg kan slet ikke skjønne, hvordan dette er gaaet til."
