Stille og behagelig viftede vinden her frem bag de beskyttende fjelde og susede i buskene. Fra tid til anden maatte Heidi igjen reise sig op og løbe om hist og her; thi der var altid etsteds endnu vakrere, blomsterne rg vellugten stærkere, fordi vinden viftede den hid did – hun maatte sætte sig snart paa et, snart en et andet sted.
Saaledes forløb tiden.
Solen var forlængst over middagshøiden, da en flok gjeder kom travende hen til blomstermarken.
Det var ikke deres græsgang, de blev aldrig ført derhen; thi de syntes ikke om at græsse der, hvor blomsterne voxede. De saa ud som et gesandtskab med Guldfinke i spidsen, og de var oiensynlig paa van dring for at søge sine kammerater, der saa længe havde ladet dem i stikken og var blevne borte over den reglementerede tid; thi gjederne havde god rede paa tiden. Da Guldfinke opdagede de tre forsvundne paa blomstermarken, udstødte den en lydelig brægen, som hele flokken ftrar istemte, og brægende kom de alle travende nærmere. Nu vaagnede Peter. Han maatte imidlertid længe gnide sine øine; thi han havde drømt, at rullestolen med alle sine puder og tepper igjen stod parat foran hytten, og endnu da han vaag nede, syntes han at se de gyldne nagler rundtom pu den skinne i solen. Men nu opdagede han, at det blot havde været de gule primuler paa jorden. Han blev alligevel nu igjen greben af angest over det, han havde gjort med stolen; thi skjønt Heidi havde lovet intet at gjøre, saa var dog Peter bleven grebet af en saadan frygt for, at hans ugjerning alligevel skulde blive bekjendt, at han nu villig fandt sig i at være fører, og gjorde nøiagtig alt, hvad Heidi opfordrede ham til.
