mere at skydes frem i en stol, men bliver friff. Aa, det er dog det glædeligste, der kunde hændes os.»
Klara stemmede af is hjerte i med. Hun vidste jo ikke nogen større lykke i verden end engang at blive frisk og kunne gaa omkring som andre menne sker og ikke mere dag ud og dag ind sidde fængslet i en sygestol.
Der var ikke saa langt hen til sletten, hvor alle blomsterne var, man saa allerede gyldenlakkerne skinne i solen. Nu var de naaet hen til buskene med de blaa klokkeblomster, imellem hvilke den solbeskinnede mark saa saa indbydende ud.
«Kan vi ikke sætte os her?» spurgte Klara.
Det var netop efter Heidis ønske, og t jatte fig nu ned midt imellem blomfterne – Klara for første gang paa den tørre, varme alpejord, og hun følte sig saa ubeskrivelig vel. Og rundt omkring sig havde hun de bølgende blaa klokkeblomster, he skinnende gyldenlakker, den røde tusindgylden og overalt den søde duft af de brune poselæber og de vellugtende pruneller. Alt var saa vakkert, saa vakkert!
Ogsaa Heidi, der sad ved hendes side, troede, at hun aldrig havde seet det saa vakkert deroppe og vidste slet ikke, hvorfor hun var saa hjerteglad, at hun gjerne hvert øieblif kunde juble høit. Men medet kom hun saa til at huske paa, at Klara var bleven frisk, og det var en endnu større glæde end alt det smukke omkring dem. Klara blev ganske stille af henrykkelse over alt, hvad hun saa, og over den udsigt, der efter det forefaldne havde aabnet sig for hende. Denne store lykke virkede næsten overvældende paa hende og gjorde hende stum.
Ogsaa Peter laa stille og ubevægelig midt paa blomstermarken; thi han var salden i en fast søvn.
