Jeg var kaldet hjem til min ømme, elskede, skjønne Moders Begravelse. Hvem kunde holde ud inde? Sønderknustsslentrede jeg nedad den gamle Allee, og jeg saae mine Sødskende ligeledes gribe til Udflugter ad andre Kanter fra det Sorgens Huus.
I flere Aar i min Ungdom havde jeg, strax jeg kom hjem, været vant til at ile Alleen ned, forat see til to, ligesom tvende forelskte Slanger, sammenslyngede Rognetræer. Da de i Aaret 1823 stode i al ungdommelig Fagerhed, havde jeg udskaaret i hvert af dem Begyndelsesbogstaverne til mit og en underdeilig Piges Fornavne, og det saaledes at Trækkene vendte sig mod hinanden og kunde mødes. Dersom dette skedte og Træerne trivedes, tillod jeg mig en fjern Ahnelse om Muligheden af, at ogsaa vore Skjebner kunde forenes, saa lange og, paa Grund af visse Omstændigheder, høist mislige Udsigterne end vare. Med mystisk Kraft blev jeg da hvergang jeg var hjemme trukket afsted, saasnart jeg var kommen, og ellers gik jeg aldrig der forbi, uden at betragte Trækkene og Træerne paa det nøjeste.
