Ak, ja Æbletræerne blomstrede alt. Vinter og Vaar vare hengrublede. Tanken om Tidens Flugt bragte mig endelig til at skrive et Brev til min Elskede og hendes Plejemoder. Og det kom virkelig afsted. Tjeneren i Huset var bestukken. Svaret var ikke ugunstigt. Man ønskede mit Besøg i Huset til nærmere Bekjendtskab. Jeg skjalv og blegnede da jeg læste det, og fik endelig affærdiget en Takskrivelse, hvori jeg anmeldte mit snare Besøg.
Hver Søndag skulde nu dette gaae for sig. Jeg pyntede mig og gik modig nedad Trapperne og henad de første Gader; men ak! — lad mig tilstaae min Skam: ligesom naar man skal til Tanddoktoren, sank Modet ved hvert et Skridt, som nærmede mig til Huset.
Nok, jeg kom der aldrig. Hjem kom jeg ligesaa strøgen som jeg var gaaen ud; og naar jeg saa foran Speilet tog Halstørklædet af, faldt det mig nok ind at jeg burde spytte mig selv i Øinene.
En Dag kom jeg glædedrukken hjem. Familien var flyttet paa Ladegaardsøen og jeg havde strax skaffet mig en uhyre Dollond forat faa Øje gjennem den paa min Elskede den Fjerdingsvei over Fjorden. Det var nok for mig.
I fjorten Dage var jeg det lyksaligste Menneske. Næsten hver anden Morgen Klokken omtrent 6 saae jeg min Tilbedede komme ud i nydelig Morgendragt forat tilsee Blomsterne. Men da fik jeg at vide af en Bondekone, at jeg havde taget feil af Landstedet, saa den, jeg havde betragtet med saadan Henrykkelse, maatte være den rige Kjøbmand Ps. ikke for smukke Kone.
Det rette Sted kom nu i Kikkerten, og i de næste
