„Nu Kujon! Kvarteret er gaaet,“ brummede min Kammerat. Aarerne i min Pande pulserede voldsomt under den ideligt tilbagekommende Tanke: Hvad om du blev greben som Gadeskøjer og ført ind til Tanten og til — —!
Men jeg maatte til. Studenten stod allerede Buk og det ikke altfor stille; bag mig klirrede Skildvagtens Gevær. Nu sidder hun og Tanten og drikke The, tænkte jeg, og da kan du vel betragte hende imag.
Jeg var oppe paa min Vens Skulder med Ansigtet til Ruden, hvor Rullegardinet lod en Aabning til Siden.
O Fortvivlelse! Ingen at see!
„Ak! Hun er der ikke“, hviskede jeg . .
„Nu ja saa slipper jeg . .“
„Nei, nei! for Guds Skyld! Hun maa være der, Hun maa! Blot to Sekunder til! Blot een! O! o! Nu er en Evighed for kort; thi jeg seer hendes Profil paa Væggen. O Gudskelov! Det er dog noget. Det er meget. Jeg behøver ikke meer. Tak! Tak for Hjælpen. Men se nu De . . ganske græsk . . .“
Neppe stod han paa min Skulder, før han brast i en umaadelig Latter. Af Forfærdelse syntes jeg det var umuligt at komme af Stedet, og dog befandt jeg mig inden to Sekunder ved Hjørnet, medens Studenten laa brølende paa Fortouget og Skildvagten raabte: Hvem der?
Jeg løb og løb videre, og Uhyret efter, leende saa høit og saa umaadeligt, at Folk aabnede Vinduerne og raabte paa Vægteren. Desto mere rasende løb da jeg, for ikke at komme i Ulykken med ham. Men pludselig fandt min Forfølger paa under Latteren at
