faae see hende. Aldeles græsk, det forsikkrer jeg dem.“ Leende tilsagde han mig sin Bistand, uagtet jeg forlangte intet mindre end at han, Toaars-Studenten, skulde staae Buk for mig, Skolegutten (skjøndt rigtignok Mesterlektianer) saa jeg kunde kige indad Vinduet hos Tanten.
Klokken var kun 7, og før Kl. 10 blev det ikke saa mørkt, at Forehavendet kunde voves, især da der var en Skildtvagt næsten ligeoverfor. Men jeg stillede hurtigt mit nye Konfirmationsuhr ½ Time frem og foreslog en Spadseretour imidlertid. Den Ulykkelige indlod sig derpaa, og under idelig Snak fra min Side om den mageløse Skjønhed han skulde see, trak jeg ham med mig først til Tøjen, Tøjen rundt, ud til Egebergsvingen, gjennem Byen en Fjerdingvei paa den vestre Kant, rundt Fæstningen samt de fleste af Byens reelle Gader. Aldrig vilde det blive mørkt nok — ikke engang saa mørkt, at jeg turde vove mig igjennem den Gade, hvor Tanten boede. Jeg fortvivlede; min Kammerat havde alt mange Gange yttret Lyst efter de forladte sex Ølflasker. „Ak, hvor skulle de smage, naar vi komme hjem!“ var min daarlige Trøst, der kun bragte det grinende Svar: „ja naar Fanden bliver det? Men nu ikke et Skridt længer!“
Jeg fik ham tryglet ned til Hjørnet, hvorfra man kunde see Tantens Huus. „Bravo! Gardinerne ere alt nede, og Lys tændt. Endnu et Kvarteer, saa er det mørkt nok til at jeg kan klyve op.“
Ogsaa dette Kvarteer lod han gaae, og det gik i den fuldkomneste Taushed, thi jeg hørte mit Hjerte slaae som om det vilde sprænge sig ud; snart syntes det at sidde fast i Halsen som den bekjendte globulus hystericus.
