Det var i det Aar, da man førstegang i Norges Hovedstad begyndte at brygge Øl i det Store og navnlig Otteskillingsøl. Jeg gik endnu paa Skolen; men et Par bergensiske Studenter i mit Logis gav mig gratis Underviisning i at drikke bemeldte Stærktøl i store Kvantiteter og i at røge Tobak, samt i flere Studenternetheder — jeg veed ikke een undtagen.
„Nu, Gut, drik!“ sagde den Ene af Kontubernalerne, et Menneske, jeg gjorde meget af ogsaa fordi han var saa smuk.
„Dona præsentis carpe lætus horæ et linque severa!“
„Hrr. Rasmussen — sagde jeg, idet jeg skjød baade Glas og Pibe fra mig — lad det være for ikvel; men gjør mig den Tjeneste at følge mig ind i næste Værelse.“ Det skede.
„Hun er i Byen — vedblev jeg — Jeg veed det positiv; Hun, som jeg har fortalt Dem om at jeg har skaaret hendes Navnetræk i Træet. Hun boer hos sin Tante.. O Gud! Gud! kunde jeg blot faae see et Glimt af hende, blot Profilen, ikke selve Ansigtet engang, vilde jeg være lykkelig. Og jeg veed et Middel dertil, naar De blot vilde hjælpe mig, og jeg torde komme frem med det. De skulde ogsaa selv
