I det første Aar beholdt Trækkene sin givne Form; de nærmedes som to Læber, der ville kysses, og Træerne trivedes fortræffeligt under Omfavnelsen. Det var ogsaa mit lykkeligste Aar. Ingen Sky paa min Drømmehimmel, uden jeg selv havde blæst den frem, og de Skyer vare blot glimrende Sæbebobler. Men næste Aar — Himmel, hvor afskyeligt havde ikke Trækkene trukket sig ud i Længden og paatvers, som mod hinanden vrængede Munde! Forskjellige gule Moseflekker røbede ogsaa, at Træerne skrantede. Min Tilbedte var rigtignok ogsaa bleven forlovet; men da dette ikke gjorde noget Skaar hverken i Kjærligheden, saa luftig som min var, eller i Forventningerne, udtolkede jeg ikke Træernes Vantrivsel anderledes, end at den Forlovelse var en Overgang ligesom Træernes Overgang vist vilde være. Min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sandselig Belønning, uagtet jeg med Misundelse saae min Moder kysse den unge Pige — allerede da af Aar som af Stand en Dame — og mine Forventninger trængte sig med virkelig rosværdig Beskedenhed ganske tilbage til næste Aar, da jeg skulde blive Student; thi da, følte jeg, vilde de blive uhyre og Magten til at iværksætte dem ligesaa uhyre.
At sprænge en Officeer iveiret — Pyh, hvilken Bagatel for en Student i de gode Aar! Hun har forgabet sig i Uniformen. Jeg skal ogsaa komme hjem i Uniform og ved god Leilighed ved et Selskabsbord, hvor hun er tilstede, skal jeg intonere Studenternes Triumfvise:
«Jeg er Student, med andre Ord:
jeg er min egen Herre» o. s. v.,
med betydningsfuld Gjentagelse af Kandidatverset:
«Og naar jeg saa ved grønne Bord», o. s. v.
