den gamle Lærdom efter Pontoppidans Lærebog, medens de mere Fornemme blev lykſaliggjorte med Preſtens egen Viſdom; dels var ſelve Rationalismen i ſit Væsen ſaa taaget, at den vanſkelig kunde gribes af Almuesmanden med hans realistiſke Begreber og Krav. Man følte viſtok, at der var en Mangel ved Preſternes Prædikener; men hvori det egentlig ſtak, derpaa havde man ingen ſynderlig Forſtand. Hvad Preſten ſagde, var jo i Regelen i og for ſig betragtet ſandt; og det ſlog jo altid an, naar der blev prædiket om Dyd og gode Gjerninger; thi der var god ethiſk Bund i Folket. Feilen laa ikke ſaa meget i, hvad der blev prædiket, ſom i, hvad der ikke blev prædiket. Saa tog da Almuen i al Naivitet, hvad der blev budt den, underlagde de rationalistiſke Talemaader den gamle Kriſtendoms Indhold, og for Reſten hjalp man ſig med de gamle Opbyggelſesbøger ſaa godt, man kunde.
Den gamle Opbyggelſes-Literatur maa tillægges en ganſke overordentlig ſtor Indflydelſe paa vort Folks religiøſe Udvikling og Bevarelſe. I den har man at ſøge Hovedkilden til den Gudsfrygt, der endnu fandtes hos Folket midt i Rationalismens Tider, og ſom bar i ſig Spireevnen til den nye Tid. Før den Tid, vi ſtaar i Begreb med at ſkildre, var der, ſom bekjendt, gjort yderſt faa Tilſprang til er bevidſt kriſteligt Liv gjennem Vækkelſer. Men nidkjære Preſters og Biſpers Arbeide for Kriſtendommens Fremvæxt og ſand Oplyſnings Fremme var ikke blevet uden Frugter. Sands for gudelig Læsning var efterhaanden bleven vakt, og det var en ikke liden Skat af gudelige Bøger, der lidt efter lidt fandt Vei ud blandt Almuen og læſtes med Begjærlighed. Narr man færdes blandt Almuen, og man vil gjøre ſig Umage med at underſøge Bogforraadet i Huſene og Hytterne, da vil man og det paa de allerfelſte Steder i Landet opdage en ganske forbauſende Mængde af opbyggelige Bøger fra ældre Tider; det er Arven efter Bedſte- og Oldefædrene[1]. Ud fra denne gjennem den gamle Opbyggelſes-
- ↑ Foruden Kingos Pſalmebog og Ponippidans «Sandhed til Gudfrygtighed» har jeg faaet det Indtryk, at følgende Skrifter meſt var i Brug: Prædikenſamlingerne af Møller, Brochmand, Povel Anderſen Medelbye, Herſleb, Gerner og Pontoppidan, Arnds «Sande Kriſtendom», Scrivers «Sjæle-Skat», Freſenii Kommunionbog, Werners «Himmelvei», Hvalſø’s «De Bedendes Kjæde», Herſlebs «Guds Børns Daglige Adgang til Naade-
