Førſte Bog.
Førſte Kapitel.
Den ſidſte Halvdel af forrige Aarhundrede frembyder Billedet af et ſtort Frafald inden den lutherſke Kirke. Det ligger udenfor dette Arbeides Plan at ſkildre de forſkjellige Strømninger og Bevægelſer, af hvilke den Aandsretning, der kjendes under Navn af Rationalismen, fremgik. Det være her kun antydet, at dette Væſen egentlig er ſkabt i Tydſkland efter Paavirkning fra Udlandet, at den derfra brød ind over Danmark og Norge, og at den i disſe Lande blandt de Dannede og iſær blandt Geiſtligheden vandt et Herredømme, om hvis Udſtrækning man nu endog har Vanſkelighed for ret at danne ſig et Begreb. Doceret fra det Kjøbenhavnſke Univerſitets Kathedre, prædiket fra de allerfleſte Prædikeſtole, indſmuglet i Almuſkolerne, bragt til Torvs gjennem Bøger og Tidninger var Rationalismen faret ſom en Peſt over hele det aandelige Live. Under den indbildte „Oplysning“ var Mørket ſaa ſtort, at Dagen ſyntes borte for evigt.
For vort Lands Vedkommende viſer det ſig endog ved det førſte Syn paa hin Tid, at medens den allerſtørſte Del af Preſterne vare paavirkede af Frafaldets Aand i mere eller mindre Grad, ſaa blev Almuen dog ſaa temmelig uberørt af Rationalismen, naar undtages enkelte Strøg af Kyſten og et eller andet Preſtegjeld i det indre af Landet, hvor Preſterne var meſt virkſomme for „Oplysningens“ Fremme. I det hele og ſtore taget fremgaar det, at Almuen forſtod ikke de rationaliſtiſke Preſter; dels vare de nemlig uden Evne til at gribe Folket; dels var deres Prædiken ſaa tilſløret, at den mindre Oplyſte ikke ret fik Tag i den nye Lærdom; dels var der ogſaa flere, der mistvivlede om at kunne bibringe den ſimple Mand „mere oplyſte Religionsbegreber“; Bonden fik da nøie ſig med
