87
lamentare med avsløringer mod en ny deputeret (fra Castellamare), at han hadde snydt for over 20 000 lire.
Og der er fra socialistisk hold nedsat en komite, væsentlig bestaaende av advokater (som Labriola, Ciccotti o. a.);, de holder bureau, som med tak modtar oplysninger om myndighedsmisbrug og korruption av al slags. Det lar sig i det hele ikke negte, at det er socialisterne, som har vundet paa det, som er skedd i Neapel. Samtidig er der ogsaa et andet vældigt spørsmaal, som er naadd længer op i overfladen: det, som sammenfattes under betegnelsen det «syditalienske spørsmaal». Som man bare med et halvt øie ser, det er en partipolitisk livssag for en «liberal» regering, at tage teten i denne renselsesfest; for ellers blir uhumskheden bare brugt som skyts i valgbataljen mod den.
Men det italienske folk forholder sig skeptisk ligeoverfor botemidlerne; det har ogsaa al grund til at gøre det. Denne skepsis er det hyggelige ved det italienske folk. Det har nemlig før set celebre indberetninger ende som en livløs slimet klump i deputerkamret, — set dem dø drukningsdøden i det seige snakkeslam, som saa festlig ironisk heder «la feconda lotta parlamentare». Man husker indberetningen over det syditalienske jernbanevæsen, og man husker den
