78
ifjor kom sagen fore. Avisen mødte op med en hærskare vidner, blandt de vigtigste statsøkonomen Artur Labriola. Under eds ansvar vidned de, at borgermesteren — Summonte — nok «var konge, men Casale styrte»; at han øved indflydelse fra forværelserne, naar han ikke hadde adkomst til selv at delta i formandskabets forhandlinger; endog ved hemmelige avstemninger øved han den, da han hadde spioner.
Det oplystes, at han drev salg med poster; en skolelærer hadde saaledes ønsket at bli officer i municipalgarden og hadde henvendt sig til hans sekretær: Jamen han maatte «smøre hjulene», blev det svaret. — Hvor meget? — 5 000 lire! — 3 000 er buden! — Han pruted og fik ikke posten, og derfor vidned han nu i retten mod Casale. — Men en anden var blit menig gardist for 1500.
Det blev endvidere godtgjort, at Casale stod paa intim fod med politi- og fængselsmyndighederne, at f. eks. Casale’s venner, selv om dom var overgaat dem, ligefuldt fik vaabenpermes, naar de kom ud, endvidere at man for 50 lire kunde bli overflyttet fra et fængsel til et andet; at sporvognselskabet hadde betalt ham 60 000 lire for koncession paa nye linjer; at Manzi-selskabet, som har dampskibstrafiken i golfen, et elendigt selskab med elendige skibe,
