49
ham derfor mistænkt for angiveri; seks gange hadde den forsøgt at dræbe ham — nu den syvende gang traf kuglen ham endelig i struben. Saa føies der, betegnende for tilstanden, til i beretningen: men han hadde forudset dette og købt sin landeiendom i konens navn for at undgaa sukcessionsavgiften.
Historien er typisk. Men ogsaa den ubestikkelige redelighed er genstand for mistanke. Først faar man truselsbreve med indhold som følgende: «Tizio skar vi tungen av, fordi han snakked for meget» — eller: «Filano kapped vi ørene av, for han vilde høre for meget» — eller: «Sempronio sendte vi i seng under jorden, for han blev saa brydsom og blanded sig opi saa altformeget» — Som regel er de vetskræmt tilstrækkelig efter en saadan billet, for de ved, hvad det kan bety.
Selv i fængslernes celler føler man sig ikke sikker for hevn. Det viste sig f. eks. nu under retssagen i Milano, da en forbryder, som sad fast, blev ført frem for at vidne: han turde ikke kny! — Og jeg kommer her til at minnes et tilfælde i Messina. Det gjaldt dengang en mordsag. Det vigtigste vidne, som hadde angit de to mordere, sad selv i fængsel paa fastlandet for en forbrydelse. Han turde ikke for nogen pris genta sit udsagn i retten — han hadde oprindelig
4 — Kinck: Italienere.
