blik av skønner ogsaa Miceli, at nu nærmer faren sig i stormskridt, og han snakker med folk om sine anelser; det er nemlig et staaende træk hos mafiaen, at jo stærkere dens had er eller jo nærmere vendettaen, des mer foregir den venskab og kærligt sindelag mod offeret, for at vildlede mistanken, naar forbrydelsen er begaat.
Saa er det en aften i juli 1892, Miceli og kone samt en gut karer hjem fra en kondolence-visit hos en familje. Som de passerer en liden kirke, den hvorfra netop varsko-skuddene var avfyret hin gang, faldt der to skud paa to-tre skridts avstand lige bag gitterporten til godset. De skød ikke bom nogen; konen og gutten blev uskadt. Miceli sprang av vognen, trak revolveren, skrek «forrædere!» Men revolveren faldt ud av hans haand, og han segned om. Et par politimænd hørte skuddene og kom til lige efter. Situationen var med andre ord saa heldig for en opdagelse som mulig. Og fire blev ogsaa arresteret, hvoriblandt netop disse Palizzolo’s haandlangere, som Miceli hadde ligget i mundhuggeri med. De sagkyndige udtalte sig om disses geværer, om ladningen, som bevislig var av selvsamme kaliber som den, der blev fundet i villa Gentile, om tiden, da løbene sidst var brugt. Alt passed. De blev dog alle fire sluppet igen paa grund av «mangel paa bevis» og
