det hele for en slik og ingenting; ikke engang leien betaler han ordentlig. Men nu laa det i Miceli’s stilling at ha opsynet paa dette punkt: at hindre ødelæggelse og daarligt stel og at indkræve bygselavgiften pr. aar («estaglio» som den heder paa Sicilien). Denne stilling gav anledning til mange rivninger og sammenstød; for Miceli var en stridbuk og foragted Palizzolo – var ikke ræd «en saadan clown som han,» sa han. Der var ogsaa hæftige trætter i anledning av ulovlig pinjehugst og i anledning av transport av vintønder o. l., som Palizzolo’s haandlangere smugled gennem eiendommen og ind over bymuren; av og til prylte han disse mafiosi, som snød bytolden. Samtidig bearbeided han alt hvad han kunde, de andre parthavere i eiendommen, at de ikke skulde avstaa Palizzolo noget. I august 1893 vilde nemlig den andens bygselkontrakt være udløben; og da var det Miceli’s hemmelige plan sammen med et par andre at lage konsortium og overta det hele. Men disse to sladred av skole, saa den anden fik nys om planen. Først blev der da skudt efter Miceli i mørket, – men det var bare for at varsko ham. Miceli blev ved, endda uforsonligere. Fra det øieblik forandrer Palizzolo holdning ligeoverfor ham, blir en korrekt bygselmand, viser ham respekt paa alle maader. Og fra det øie-
