der falder murere uophørlig ned, og de slaar sig ikke ihjel, – de blir bare friskere av det. Og gir pokker i Per og Paal …
Toget braaker. Man hviler ud i menneskelarm og i Milano-slettens sol.
Løvet er faldt av derude. Eller det er gult, og noget er brunt. For der er intet broget over en italiensk løvskog i høst; der er kun denne nuance fra gult til brunt. Der er ingen rust; eller blødende blod.
Langs hver kanal løber der to rader kuttede piletrær med en kvast av endnu blanke grønne blade, saa rank mod sky. Og mellem hver stamme luter en ung akacia, breder varsomme bladfingre udover mod vandet. Under en akacia etsteds ligger en flækket kat paa poterne og mimrer løvesteil i nakken og drømmer søde drømme om fuglesteg – solen falder ind mellem bladene netop paa den kridhvide flæk. Og paa brikkerne indenfor pileraderne gaar glinsende ungstuder og beiter.
Høit oppe i himlen hænger en lys sky og ved ikke, hvad vei den skal ta. Er dette novembers sidste dag? …
Og det blir aften. Akaciaen lukker kulsen sine bladfingre, og hvid damp stiger op og lægger sig over slettens vældige schakbræt.
