Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/28

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

høsten forlangte de 1.20 som minimum og ved tærskningsarbeide 1.70. Mændene forlangte henholdsvis 1.70 og 3 lire.

Bent i øst ligger Mantua-distriktet, endvidere Padua-distriktet, Ferrara – allesteds har der været bondestreiker.

Men jeg skal ikke nævne flere tal dennegang. Dette var altsaa arbeidernes lønningsideal, og de pleier ved streiker at være en 25 à 30 pct. høiere end den tidligere lønningstarif. – Av lønnen betaler hver – efter statsøkonomers beregning – ca. 30 pct. til staten i indirekte skatter.

De fleste forpagtere og eiendomsbesiddere gav mere eller mindre efter for kravene denne gang. Regeringen, som ellers ved streiker pleier at sende tropper for at hjælpe godsbesidderne med indhøstningen, tilbød denne gang at være behjælpelig med voldgift isteden. – Og det gik sjelden blodig for sig, der var mere av forhandlinger end av opløb. Der er dem, som har tat et godt varsel av dette, at der nemlig ikke behøver komme tider, som slaar hele schakbrættet overende og blander brikkerne …

*

– Jeg spurgte en av arbeiderne i kupéen, hvad de hadde gjort i Schweiz og i Frankrig?