220
Garibaldis liv; han hører gennem den milde, stjerneklare nat et gedekid bræge borte mellem klipperne; saa staar han op og gaar ud og finder kidet og bærer det hjem til moren i gedegaarden. — Forfatteren har forstaat at lægge en enkel dæmpet stemning over denne nat, og hans retorik er holdt episk-værdig itømme, skønt udførelsen tangerer det sødladne.
— Gabriele d’Annunzio er blit «folkelig»!
Og led i den samme udvikling er vel ogsaa hans sidste drama, som jeg nævnte i forrige artikel — Francesca da Rimini — hvori fremdeles Duse udfører hovedrollen. Et historisk udstyrstykke, med minutiøst milieu fra det 13de aarhundrede, med kostbare dragter og for anledningen tegnede og ciselerte bægre — en række tableauer uden handling, den første aften med musikalske intermezzoer, som smagte av Wagner, komponeret for stykket (av Scontrino). Motivet er hentet fra Dante: L’inferno V, et drama om kærlighed og vendetta; men allerede ved præmiðren døde det under publikums gæspende træthed, trods Duse, trods udstyr. Det som gjorde lykke, var den kærlighedsduet, som ogsaa Dante har; det var Dante, som gjorde lykke.
