Og Crispi kendte aversionen paa den kant; den vilde holde sig trods triplealliancen. Det gjaldt at faa istand en spænding paa den anden kant mod det racebeslegtede Frankrig, som især Piemont staar saa nært, – det maa ha været hans tanke, for derved at kunne smelte nord og syd sammen, at samle Italien ved en skærpet racefølelse. Der er et rigsenheds-moment i hans storpolitik. Og den geniale tanke har han lært av Bismarck, som skabte sammenhængsfølelsen og rigsenheden i Tyskland ved en mur av fiender gennem denne strimmel land, han tog fra hver nabo, ved den skærpede racefølelse. Men denne Crispis tanke var en dyr tanke for Italien. Den har kostet i øgede krigsudgifter og i omsætningstab som følge av bruddet med Frankrig ca. 9 milliarder. Bare vinudførselen indbragte 470 mill. lire aarlig før bruddet, efter 144. Men det har alligevel været en tanke, og hans triplealliance var ikke bare stormagts-galskab.
Tilnærmelsen til Frankrig øger for hvert aar nu. Ligeoverfor tyskerne staar Giustis vers uflyttelig fast, selv om tiderne ikke er de samme som dengang:
Non vogliam Tedeschi!
Og Norditaliens aviser støtter begge dele.
