214
dende moderne i klædedragt, og begivenheden er henlagt til nutiden.
Efter premièren forsvandt Gloria av repertoiret.
Saa ved vi, hvordan hungeroprøret kom over Italien udover vinteren og vaaren 1898 og kulminerte i den blodige gade-revolte i Milano i mai. Vi ved, hvordan landet da var saa stærkt politisk optat, hvorledes Rudini maatte forsvinde, hvorledes Pelloux danned nyt ministerium med et smukt reform-program, som blev helt borte under det parlamentariske køb og salg, i den grad borte, at der kun var forslag til nogen strengere politilove igen. Og for dem hadde han parlamentarisk flertal.
Da reiste socialisterne og de radikale og republikanerne sig i obstruktion, og deres braak var saa stærkt, at flertallet ingen vei kom, endda oppositionen dengang kun talte 50 mand i et kammer paa 3—400.
En dag — det var i mars 1900 — da maskineriet stod saa pindende fast, og der laa statskup i luften, holdt ytterste venstre møde i sin «røde sal» i kamret. Dette lidenskabens veir, denne forfriskende luftning av en handlings mulighed, som fór henover folkerepræsentationens
