211
nu spilte sammen. De reiste omkring med hans stykke i Syditalien (Neapel) og paa Sicilien (Palermo).
I Gioconda har han lært. Men det forekommer mig ikke desto mindre at ha de selvsamme mangler som hans første mislykkede forsøg. Det staar trods alt for stille i den pragtfulde retorik, som endog fortsætter sig ind i vinkene til skuespilleren. Der er for meget av lange pittoreske dialoger, som nok en Duse’s plastiske kunst nogenlunde kan fylde, og der er maniererte pauser med avis for skuespilleren til stumt spil, som ogsaa Duse eller Zacconi for en enkelt gang kan redde. Hans repliker svaier for lidenskaben som tunge duftmættede blomster-guirlander for vinden; men de skifter ikke, som repliker gør. Det er avplukkede blomster, og de er bundet i guirlander.
Og fordi det saa udelukkende er ham selv og ikke de optrædende, som ytrer sig tiltrods for de med raffinement udpønskede træk, saa finder vi ogsaa igen hans eiendommeligheder fra romanerne, hans naturskildringers pragt, den smule hulhed, naar han priser kvindens skønhed, hans skikkelsers svaghed for at beruse sig i dufter o. s. v. — i det hele hans fantasis
