210
igen, der hvor hun forlod den hinsides parentesen. En vanvittig var desuden ubrugbar som dramatisk hovefigur, da jo dermed ogsaa individualiteten er væk tilligemed udviklings-muligheden.
Ved opførelsen i Rom januar 1898 holdt imidlertid Eleonora Duse’s store kunst tilskuerne i tømme trods deres forsøg paa mishags-ytring.
Men digteren opgav ikke sin nye kunstretning. Et halvt aars tid efter kom en ny liden enakter. Sogno d’un tramonto d’autunno (høstsolnedgangs-drøm), hvor motivet er en stærk erotisk krise, som imidlertid fortælles. Den har den samme svaghed som den foregaaende; dramaet med sine personer drukner i dette enstonige, som jeg har kaldt havets retorik.
Saa kom Cittá morta, som ogsaa Sarah Bernhardt indstuderte paa Renæssance-teatret i Paris. Heller ikke med dette drama slog han igennem, skønt han udnyttede Eleonora Duse’s fuldkomne plastik i de lange retoriske repliker.
Med Gioconda først — udkom i slutten af 1898 — hadde han held, skønt ikke noget avgørende. Og det tiltrods for, at Zacconi og Duse — Italiens betydeligste skuespillere —
