209
lig kun et tableau, en umodnet imitations værk, og «symbolismen» er anstrengt. — Den vakre hertuginde Isabella lever paa sit gods, vanvittig, fordi hendes mand overrasked og dræbte hendes elsker i hendes fang. Nu gaar hun omkring og ser blod i alt det, som er rødt; det er hendes fikse idé. En vaardag kommer den dræbtes bror Verginio, som ogsaa elsker hende, og prøver at vinde hende tilbage til fornuften ved at fortælle fælles minner. Men til ingen nytte. — Det er dramaet, som altsaa ikke er spor dramatisk. Men det er fuldt av poetiske karakteristiker, lidt søgte efter vor smag; denne Verginio kommer taus ud av skogen, og hans «taushed siger de ting, som alene græsset, vindene, vandene kan si». Han er april, han er vaaren; han har i «luftningen drukket den berusende aande fra alle de ting, som fornyer sig». Der er en viss lighed i stillingen med zefyren hos Botticelli. Og da han ikke opnaar sin hensigt med Isabella, forsvinder han uden videre fra stykket.
Isabella-skikkelsen bærer stærke minnelser om Ofelia. Men hun eier forøvrigt ikke spor av Ofelia’s vanvid og sang i repliken. Hendes repliker er paa hele sider, og det den pragtfuldeste prosa. Hun er filosof, og der findes ikke en abrupt tanke hos hende; hun kan gøre lange parenteser og saa ganske rigtig ta traaen op
14 — Kinck: Italienere.
