205
skyldning for plagiat. Og det var en landsmand av ham, som kom med den — Enrico Thovez. Det var saadan ved aarsskiftet 95—96.
Og forfatteren, han skulde laant av, var Josephin Péladan, hvis vigtigste værker som bekendt er Vice suprême, Curieuse og L’initiation sentimentale. Han hører til de saakaldte «satanister», som nu synes at dø ud med den ubegavede Jules Bois. Han har denne prærafaelitiske hang, Botticelli-kultusen, de side gevandter, som falder i folder ned paa fødderne, og hans helte taler om den «hellige Leonardo». Det er den moderne androgyne, som interesserer ham mest. Og hans syn kan maaske samles i denne sætning i Vice suprême: «Il y a quelque chose de plus beau qu’une âme sans faiblesse: c’est un corps sans désir».
Thovez henviser til første kapitel av Il piacere, hvor man sidder tilbords hos markise Ateleta; det er i skildringen av den japanske diplomat, med hvem Elena flirter. Hun gir ham en hvid kamelia av sine blomster: «Asiaten løfter kameliaen til sine læber med en komisk hengivelsens gestus — «avec un geste comique de dévotion — hos Hérelle). Hos Péladan er det en kineser (Initiation sentimentale, pag. 53): «Elle lui offrit un camélia blanc; l’asiatique le porta à ses lèvres avec dévotieuse drôlerie». Selv d’Annunzio’s
