201
av de usigtede urfornemmelser midt i sit raffinement, midt i sin perversitet; de bevarer appetiten i andre retninger ligefuldt.
Man har sagt om ham, at ingen forstaar at tegne en kvinde som han; det er jo noget, som kritikere saa til stadighed siger, naar de vil rose. Det har jeg imidlertid vanskeligt for at forstaa. Der kommer tvertimod specielt her noget hult over skildringen og noget almindeligt: hendes gang er selvfølgelig som en «rytme», og hendes skuldre dukker op av skindbesætninger som «poleret elfenben» (i Il piacere). Man træffer ikke et billede eller et ord, som gir det hemmelige uimodstaaelige kogleri. Men netop i opfatningen av kvinden er jo forskellen saa stor mellem en nordbo og en av latinsk race, saa det gaar ikke an at maale med samme maal.
Efter Il piacere kom Il trionfo della morte, hvor Bourget gaar igen. Saa kom Il fuoco, hvori man bl. a. har villet se en skildring av hans forhold til Eleonora Duse. — —
I Louvre-galleriet er der en guaschtegning av Correggio — jeg tror det kaldes «lasten», men navnet gør intet til sagen — et billede, hvori maleren saa utilhyllet er kommet til at fortælle om sin egen sensualismes art. Det forestiller en satyrmand, som halvt ligger, halvt sidder. Over ham staar nøgne kvinder og piner ham,
