Gabriele d’Annunzio
I
Gabriele d’Annunzio har, som man ved, nys laget et nyt drama — Francesca da Rimini —, som begyndte sin gang over scenerne 10de december i Rom, og som nu har stavret sig frem gennem norditalienske teatre — stavret, trods Eleonora Duse’s spil, trods claquen, trods stadige ændringer og sløifninger. Stykkets ankomst til en by betegnes altid ved en saadan notis til aviserne om en foretagen ændring i en akt. Først har han leveret Duse et i dramatisk henseende halvfærdigt udkast. Saa gør han ved ændringernes art publikum paa en maade til medarbeidere, og denne smigrende tagen-med paa raad gør dem lemfældigere i deres holdning, mere avventende. Og stykket stavrer sig imens trofast frem ved Duse’s hjælp, med et svagt haab om at bli et mesterværk tilsidst. Og for-
